Hvorfor har vi en grundejerforening og hvorfor være medlem?

Svaret er:

  • at grundejerforeningen er lokalsamfundets vogter. Hvis myndigheder, erhvervsdrivende eller andre griber ind i lokalsamfundet på en uhensigtsmæssig måde eller misligholder en del af området, er det værdifuldt at have en grundejerforening, der kan forsvare lokalsamfundets interesser.

 

  • at grundejerforeningen arbejder for holdninger, der er til gavn for lokalsamfundet. Bl.a. ligger et rent miljø og et lavt støjniveau fra trafikken os stærkt på sinde. Endvidere arbejder vi på at sikre børn og andre bløde trafikanter i trafikken ved at få flere cykelstier og indført hastighedsgrænser, som virker.

 

  • at grundejerforeningen arbejder på at få kommunens støtte til forbedring af miljøet på Trørød Torv ved markant nedsættelse af bilernes hastighed og forbedring af forholdene, især for gående, fx ved flere fodgængerovergange.

 

  • at grundejerforeningen arbejder for at bevare æstetikken, herunder bevaring af områdets grønne præg. Vi har samarbejde med kommunen om bestemmelser for faste hegn mod vej og beplantning foran.

 

  • at grundejerforeningen fra kommunen modtager dispensationssager vedrørende byggerier i området, hvor f.eks. lokalplanen og/eller bygningsreglementet ikke bliver overholdt. Vi meddeler kommunen om forhold, som vi mener ikke skal godkendes, eller hvis vi ser muligheder for at ændre et projekt, således at reglerne overholdes.

 

  • at grundejerforeningen tilstræber at have et godt og konstruktivt samarbejde med Rudersdal Kommune og andre instanser.

 

  • at grundejerforeningen støtter medlemmerne i konkrete sager i forhold overfor kommunen eller lokalsamfundet. Derudover tager grundejerforeningen emner op på eget initiativ.

 

  • at grundejerforeningen arbejder for at udbygge kontakten og fællesskabet mellem beboerne i Trørød. Dette kan ske ved temamøder og institutionsbesøg, men også som arrangør af det populære fastelavnsarrangement på Trørød Torv og lignende.

 

  • at grundejerforeningen løbende orienterer medlemmerne ved at udsende en MedlemsOrientering 3 gange om året og har en let tilgængelig hjemmeside med opdateret information til medlemmerne.
    Ved at være medlem af foreningen har du mulighed for at påvirke de aktiviteter, som du finder vigtigst for foreningen at tage op, og samtidig giver du foreningen mere indflydelse overfor fx kommunen, hvor et stort medlemstal betyder meget.


Sven Herting, formand
Oktober 2010